Bragt i Kristelig Dagblad d. 30. september 2020
Hvis ikke forældrene tager skylden og skammen på sig, så ender det ofte med, at det er børnene, der gør det, og så ender børnene for alvor som tabere.
Under overskriften ”Børn er ikke tabere i skilsmisse” gør familieterapeut Mette Vestergaard-Knudsen et velmenende forsøg på at løfte byrden af skam over en skilsmisse fra de samvittighedsplagede forældre. Problemet er bare, at der er flere oversete faktuelle data, der taler imod Vestergaard-Knudsens påstande.
Derudover kan det diskuteres, om den ”syndsforladelse”, hun uddeler, er vejen frem – for forældre såvel som for børnene. Hendes kronik kalder på et mere oplyst grundlag for en samtale om, hvem der taber, når familier opløses.
For det første vil Vestergaard-Knudsen ikke bruge udtrykket, at børn er tabere i en skilsmisse. Men hvordan kan det så forklares, at skilsmisser har beviseligt negative konsekvenser for børn? Rockwool Fonden har i 2019 offentliggjort en rapport, der viser, at skilsmisser har flere negative konsekvenser for familielivet.
”Skilsmisser øger risikoen for, at især drenge får mindre uddannelse, og at både piger og drenge får dårlige karakterer i skolen. Der er også stor risiko for øget kriminalitet hos drenge i 15-16-årsalderen,” fremgår det af rapporten. At opløse en familie er at opløse det sikkerhedsnet og den trygge base, en familie er om et barn, og der var beviselige konsekvenser for nogle børn.
For det andet påstår Vestergaard-Knudsen, at der bag alle skilsmisser ligger en grundig overvejelse. Men Rockwool Fonden har sammen med Stockholms Universitet påvist, at den ændring af skilsmissereglerne, hvor Folketinget fjernede kravet om en seks måneders obligatorisk separation forud for en skilsmisse, fik antallet af skilsmisser til at stige. Denne fjernelse af det ”unødige bureaukrati” har ført til en stigning i skilsmisseraten i Danmark på 10 procent. Altså ved at lette adgangen til en skilsmisse, er der flere, der vælger denne vej.
Hvis Vestergaard-Knudsen har ret i, at man ikke træffer beslutninger ”hen over natten”, hvordan vil hun så forklare, at en lettere praktisk adgang til skilsmisse bevirker, at antallet stiger så markant? Vores viden om adfærdsdesign understøtter desuden tanken om, at en lettere adgang til en skilsmisse bevirker, at flere danskere vælger den vej. Sådan så vi det for eksempel, da det blev lettere at melde sig ud af folkekirken; så steg antallet af udmeldelser.
For det tredje gør Vestergaard-Knudsen et forsøg på at tage brodden ud af det at være delefamilie, hvilket er sympatisk. Men hvordan ser det ud, når dele-familier bliver til sammenbragte familier? Skilsmisseraten for andet og tredje ægteskab er højere end ved førstegangsægteskaber, viser flere studier. Etnolog Sarah Holst Kjærs forskning om parforholdets holdbarhed kan koges ned til udsagnet: ”Hold fast ved den første og bedste.” Denne påstand udfordrer vores tanke om, at græsset altid er grønnere et andet sted, at anden eller tredje gang er lykkens gang.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg udfordre Vestergaard-Knudsens grundlæggende holdning til, at man som voksen ikke skal ”skamme sig over” at bryde et ægteskab. Det er lige præcis det, man skal.
Man skal som voksen tage skylden og skammen på sig. Det er nemlig forudsætningen for også at tage ansvar på sig. Hvis ikke forældrene tager skylden og skammen på sig, så ender det ofte med, at det er børnene, der gør det, og så ender børnene for alvor som taber.
Udviklingsdirektør i Samfondens Jesper Oehlenschlâger