Kronik bragt i Kristelig Dagblad d. 8. oktober 2020
Hvad har sagerne om lederes sexistiske adfærd, præstationsfokuserede unge og debatten om identitetspolitik med hinanden at gøre? De er konsekvenser af manglende fokus på dyder, karakterdannelse og fællesskab i kompetencesamfundet, skriver kronikøren
Grandprix-hittet fra 1990’erne ”Alt det, som ingen ser, det har ingen ondt af” er paradoksalt nok stadig et sigende refræn for det danske samfund anno 2020. Vi har kollektivt bevæget os væk fra at være optaget af menneskers karakter til fordel for et fokus på menneskers kompetencer. Mens vores menneskelige kompetencer rager op som toppen på isbjerget, ligger menneskets karakterstyrke skjult under vandlinjen, præcis som 90 procent af isbjerget gør det.
Men i dag er det, som ingen kan se, ikke i fokus. Og dét er et problem, vi skal gøre op med. Det er på tide at tale om karakter frem for kompetence.
Begrebet dannelse er ellers i den grad kommet på dagsordenen i den offentlige debat. Men hvis vi skal sikre os, at dannelsessnakken ikke bare bliver en gang elitær teoretisering om alt fra kultur, filosofi eller andet højtravende, må vi gribe fat om dannelsens grundlæggende anliggende, nemlig spørgsmålet om, hvad det er for mennesker, vi gerne vil dannes til at være.
Ordet dannelse kommer af det tyske bildung . Det trækker på den kristne grundtanke om, at mennesket er skabt i Guds billede. Siden 1968’erne har vi som samfund gjort alt, hvad vi kunne, for at kaste denne fortøjning til kristendommen og alt det, der vil indskrænke den individuelle frihed.
Vi vil hellere have personlig udvikling, forme og skabe (aktivt) vores egen tilværelse, end vi vil lade os danne (passivt) af for eksempel kristendommen. Vi taler hellere abstrakt om buzzwords som dannelse og etik end om menneskers konkrete moral og karakterdannelse. Et eksempel på dette er folkeskolens formålsparagraf fra 1958, som lød: ”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber.”
Men ordet karakter er forsvundet ud af skolens formål, og dette er blot et eksempel på distanceringen fra kristendommens indflydelse på skolens formål. Samfundet bredere forstået har også bevæget sig væk fra kristendommens fokus på karakterdannelse til fordel for individets selvdannelse.
Det viser sig blandt andet på følgende tre områder:
For det første: De mange sager om lederes krænkende og sexistiske adfærd afslører en basal mangel på karakterstyrke og respekt blandt ledere. I praksis har ledere, politikere og magthavere levet under devisen, at så længe ingen ser eller siger noget, kan ingen have ondt af noget – eller anklage dem for noget. Men pludselig kan bolden ikke holdes nede under vandet og springer op som en badebold, når en kendis åbner munden.
For mig at se er det et tegn på den underliggende samfundstendens, at vi lever i en kultur, hvor vi hylder lederes kompetencer over hans/hendes karakter. Magt, privilegier og titler har det med at fordreje vores selvopfattelse.
Psykologiske forsøg har vist, at folk med store og dyre biler også hyppigere overskrider fartgrænser i trafikken. Sager om sexisme afdækker, hvordan magt og status korrumperer vores selvforståelse. Vejen frem er ikke først og fremmest at ændre kulturen på arbejdspladserne. Det går primært gennem en indstilling af den enkelte medarbejders – herunder blandt andet lederes – moralske kompas. At man behandler andre mennesker med værdighed og respekt. At man gør det rigtige, selv når ingen ser på. Dét vil smitte af på kulturen.
Et andet tegn på den manglede fokus på karakterdannelse ser vi blandt de unge, der i den grad er underlagt ”alt det, som andre ser”. Performance og præstation er i centrum.
De unge er mere end nogensinde før bange for at fejle og vise, at de ikke har styr på det hele. Der er en optagethed af ”at gøre” frem for ”at være”. At man skal se godt ud, ”være på”, skynde sig igennem uddannelsessystemet, det er jo det, vi har opfordret dem til!
Intet ligger mig mere fjernt end at pege fingre ad de unge. Det er os som forældre, pilen peger på. Vi har været mere optaget af os selv og vores eget selvrealiseringsprojekt og af at kompensere for vores egne fraværende forældre. Vi har på den ene side curlet dem gennem livet og på den anden side sagt, at de skulle skynde sig, for ellers vil kineserne komme og æde dem til morgenmad.
Vi må skifte fokus, så vi er mere optaget af at karakterdanne børn og unge, gøre dem livsduelige. Et godt ungdomsliv handler om ikke ”at få” – men mere om ”at have” – en god karakter.
Bag de pænt redigerede billeder på de sociale medier lever unge med behov for nærværende voksne, der er mere optaget af alt det, som kompetence-samfundet ikke ser.
For det tredje ser vi, at talen om individuel identitetsdannelse har sejret over karakterdannelse i tidens store optagethed af identitetspolitiske spørgsmål. Der har aldrig været så meget fokus på alt det, som alle skal se.
Tidsånden byder os at være unikke, skille os ud. Frihed er efterhånden alene en frihed fra de andre, at stå i sin egen ret, og ikke frihed til det fælles bedste, som Grundtvig var en fortaler for. Vi er med hastige skridt ved at trække sammenhængskraften ud af vores samfund og fællesskaber i vores umættelige behov for individuel anerkendelse.
Men er vi i virkeligheden så forskellige fra hinanden som mennesker? Er vi ikke alle uanset etnisk, religiøs eller seksuel orientering i besiddelse af det samme grundlæggende behov for at leve meningsfulde liv i relation med hinanden? Deler vi ikke alle de samme grundvilkår – vi fødes, lever, elsker og dør? Måske er vi bare ikke ”So F***ing Special”, som en række livsstilsprogrammer på DR beskrev en samfundstendens blandt os danskere med.
I dag ser vi en ny form for ”identitets-isme”, der minder om den nationalisme, der tog sin begyndelse i 1800-tallet. Nationalismen var og er optaget af det, der kollektivt set skiller os ud fra de andre nationer.
På samme måde er ”identitets-ismen” optaget af at finde ud af det, der skiller den enkelte ud fra de andre. Vor tids overdrevne fokus på at finde sine ”personlige værdier” hindrer os i at bygge fællesskaber og samfund med hinanden.
Her giver det mening at skelne mellem værdier og dyder. Mens værdier er individuelle, er dyder almene. Frihed er en personlig værdi, mens selvbeherskelse er en dyd. Værdier bygger man sit liv med og på, mens dyder opbygger samfund og civilisationer.
De gamle grækere lærte os visdom, mod, retfærdighed, selvbeherskelse, og den danske filosof Løgstrup har lært os barmhjertighed, tillid og talens åbenhed. Et folk bliver til gennem fælles narrativer, sprog og dyder. Vil vi høre sammen som samfund, må vi lytte til hinanden, lytte til de historier og grundfortællinger og synge de sange, der har forenet os op gennem historien. Vi må være villige til at falde ind i fællesskabet med de andre gennemsnitlige og helt almindelige mennesker, som til en forveksling skræmmende meget ligner os selv.
Vejen frem viser den engelske forfatter William M. Thackeray os med ordene: ”Så en tanke, og høst en handling. Så en handling, og høst en vane. Så en vane, og høst en karakter. Så en karakter, og høst en skæbne.” Måske det ikke er nogen skade til også at kigge tilbage, når vi bevæger os fremad i retning af mere fokus på karakterdannelse i kompetence- og konkurrencesamfundet.
Udviklingsdirektør i Samfondens Jesper Oehlenschlâger