Kronik bragt i Kristelig Dagblad d. 14. april 2021

Skal kirken i Vesten undgå at lide den stille kvælningsdød under pandemien, så må den lære af, hvad kristne har gjort i historien og stadig gør i store dele af verden i dag.

Lukkede kirker, forsamlingsforbud og myndigheder, der mangler forståelse for at få kirkerne åbnet, er hverdag for store dele af verdens forfulgte kristne.
Men hvor kirken, selv under forfølgelser i for eksempel Asien eller Afrika, vokser i disse år, er der mere grund til at være bekymret for, at det vil gå den modsatte vej i det i sekulariserede Vesten. Hvis vi, som flere videnskabsfolk peger på, er på vej ind i en æra med flere pandemier, så må kirkelige ledere udvise nyt mod og lederskab, for at kirkelivet ikke langsomt kvæles under mængden af restriktioner.

Dansk kirkeliv lider sammen med foreningslivet under nedlukningerne, og flere præster kan berette om vigende kirkegang.
Jeg mener, at både kirkehistorien og den forfulgte kirke kan lære kirken i Vesten følgende fem ting, hvis den ikke bare skal overleve, men vokse i de kommende år.

For det første så må kirken aldrig blive statens skødehund. Kirken er et profetisk folk, kaldet til at høre Gud til, der nok skal underordne sig myndighederne, men altid besinde sig på at give Gud, hvad der tilkommer ham, og kejseren, hvad der tilkommer ham. Kirken må derfor være yderst kreativ og grænsesøgende for at finde på ny måder og steder at forsamle sig på. I oldkirken var det ikke de kristnes største frygt at lide martyrdøden for civil ulydighed, men at miste sin lydighed mod sin Herre.

For det andet så må der ske en styrkelse af hjemmet som troens udfoldelsessted. Reformationen var ikke bare en reform af kirkens betydning, men også af hjemmets. Luther skrev i den lille katekismus ikke, at den kristne dannelse af børn skulle udliciteres til kirken, men han talte for, at ”husfaderen letfatteligt” vidste, hvordan han ”skal lære sin husstand”. Kirkens opgave i dag er at give den rolle tilbage til familierne og bistå dem med denne give troen videre i hjemmet.

For det tredje så har kirken under fortidens vækkelser og rundt om i verden vokset gennem mindre grupper i private hjem. Sådan voksede kirken eksplosivt i for eksempel Kina under forfølgelser. Kirkeliv består ikke blot af offentlige forsamlinger, men også af mindre samlinger i private hjem, der tilbyder mennesker en langt højere grad af forbundethed.

Dette leder frem til det fjerde: Vi behøver en styrkelse af det almene præstedømme – et myndigt lægfolk. At kirkens præster og ledere ser det som deres fornemmeste opgave at opmuntre og udvikle det frivillige liv også i de mindre fællesskaber. Det er forudsætningen for de mindre gruppers udvikling.

For det femte så må kirken trodse frygten for selv at blive syg i bestræbelserne på at tjene sine medmennesker. Kirkens personale er og skal være frontpersonale i kampen for at tjene og drage omsorg for mennesker.

Kirkefaderen Dionysios fortæller om, hvordan kristne under en epidemi i 200-tallet i Egypten reagerede med handling i stedet for resignation:
”De fleste af vore brødre skånede i deres overvældende kærlighed og hengivenhed over for brødrene ikke sig selv, og de holdt fast ved hinanden, besøgte de syge uden at være forsigtige, tjente dem utrætteligt og plejede dem i Kristus. De forlod med stor glæde dette liv sammen med dem, i det de blev smittet af andres lidelser, påførte sig selv sygdommen fra de andre og tog villigt deres smerter på sig. Og mange, som havde plejet de andre og hjulpet dem til kræfter, døde selv.”

Skal kirken i Vesten undgå at lide den stille kvælningsdød under pandemien, så må den lære af, hvad kristne har gjort i historien og stadig gør i store dele af verden i dag.